Frygt

Kender du til frygt? Måske kender du til frygten for at fejle, frygten for at blive til grin eller frygten for at blive afsløret. Blive afsløret i, at du ikke har styr på dit liv. Måske havde du en plan, men tingene går ikke, som du havde håbet, og nu er du nået til et sted, hvor du bare har lyst til at give op.

Det med frygt er på en måde irrationel. Det er noget du kan bilde sig ind, som muligvis slet ikke har hold i virkeligheden, men frygten får alligevel et hårdt tag i dig. Den får dig til at kravle i et hul. Gemme dig væk, så ingen kan se dig. Ingen må se smerten i dit ansigt. Du skjuler din hulken under dynen, og håber at du bare må forsvinde. Væk for altid.

Men sådan går det ikke. På et tidspunkt må du se Frygten i øjnene. Du må lære at forstå, at den ikke fører dig et godt sted hen. Den ødelægger tingene for dig. Den ødelægger relationer. Måske har Frygten været der mange gange, og det du plejer at gøre er at stikke halen imellem benene og flygte, fra det som er blevet for svært. Men det dur ikke. Du må begynde at fortælle en ny historie om dig selv. En historie om at finde modet frem, at række ud efter hjælp og forsøge at blive i det svære. Blive der og kæmpe lidt mere. Holde fast i håbet om at tingene kan blive bedre. Tro på, at nogle mennesker vil dig det godt.

Jeg ved ikke hvordan dit forhold til Frygten er. Men jeg håber, at hvis du ligesom jeg, ind i mellem bliver ramt, at du så vil række ud og finde håb og trøst i mennesker omkring dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *