Jeg hørte for nyligt, at der i Danmark er 600.000 mennesker der føler sig ensomme. Det har fået mig til at spekulere over, hvad ensomheden udspringer af, og hvorfor det kan være så svært at finde vej ud af ensomheden igen. I den narrative tankegang vil man sige at vi ser os selv gennem andres øjne. Det betyder, at vi hele tiden er under påvirkning af vores omgivelser, og at vi hele tiden påvirker vores omgivelser. Vi kan ikke leve uden at blive set af andre, og det er måske ikke nok at blive ”set” med likes på diverse sociale medier. Vi har brug for ægte kærlige blikke fra andre, for at kunne have et kærligt blik på os selv. Men det kan være enormt svært at mobilisere kræfterne, eller selvtilliden til overhovedet at søge derhen, hvor fællesskabet er. Samtidig er der måske en skam forbundet med at indrømme at man er ensom, og det kan gøre det endnu sværere at række ud. Og så er vi fanget i den onde spiral.
Så hvorfor bliver så mange mennesker ensomme? Jeg tror langt hen af vejen det hænger sammen med at miste modet. I første omgang modet til at løfte hovedet og se andre mennesker i øjnene, og derefter modet til at række ud efter hjælp. Og er det en skam at miste modet. Ja det er en skam, fordi det er ærgerligt for dig, og for de mennesker der går glip af dig, men det er ikke noget du skal skamme dig over. Som sagt, 600.000 mennesker i Danmark kæmper mod Ensomheden hver dag, så du er ikke alene om at føle dig alene.