Blog - Psykoterapeut Laura Højmose

Kender du til frygt? Måske kender du til frygten for at fejle, frygten for at blive til grin eller frygten for at blive afsløret. Blive afsløret i, at du ikke har styr på dit liv. Måske havde du en plan, men tingene går ikke, som du havde håbet, og nu er du nået til et sted, hvor du bare har lyst til at give op.

Det med frygt er på en måde irrationel. Det er noget du kan bilde sig ind, som muligvis slet ikke har hold i virkeligheden, men frygten får alligevel et hårdt tag i dig. Den får dig til at kravle i et hul. Gemme dig væk, så ingen kan se dig. Ingen må se smerten i dit ansigt. Du skjuler din hulken under dynen, og håber at du bare må forsvinde. Væk for altid.

Men sådan går det ikke. På et tidspunkt må du se Frygten i øjnene. Du må lære at forstå, at den ikke fører dig et godt sted hen. Den ødelægger tingene for dig. Den ødelægger relationer. Måske har Frygten været der mange gange, og det du plejer at gøre er at stikke halen imellem benene og flygte, fra det som er blevet for svært. Men det dur ikke. Du må begynde at fortælle en ny historie om dig selv. En historie om at finde modet frem, at række ud efter hjælp og forsøge at blive i det svære. Blive der og kæmpe lidt mere. Holde fast i håbet om at tingene kan blive bedre. Tro på, at nogle mennesker vil dig det godt.

Jeg ved ikke hvordan dit forhold til Frygten er. Men jeg håber, at hvis du ligesom jeg, ind i mellem bliver ramt, at du så vil række ud og finde håb og trøst i mennesker omkring dig.

Jeg hørte for nyligt, at der i Danmark er 600.000 mennesker der føler sig ensomme. Det har fået mig til at spekulere over, hvad ensomheden udspringer af, og hvorfor det kan være så svært at finde vej ud af ensomheden igen. I den narrative tankegang vil man sige at vi ser os selv gennem andres øjne. Det betyder, at vi hele tiden er under påvirkning af vores omgivelser, og at vi hele tiden påvirker vores omgivelser. Vi kan ikke leve uden at blive set af andre, og det er måske ikke nok at blive ”set” med likes på diverse sociale medier. Vi har brug for ægte kærlige blikke fra andre, for at kunne have et kærligt blik på os selv. Men det kan være enormt svært at mobilisere kræfterne, eller selvtilliden til overhovedet at søge derhen, hvor fællesskabet er. Samtidig er der måske en skam forbundet med at indrømme at man er ensom, og det kan gøre det endnu sværere at række ud. Og så er vi fanget i den onde spiral.

Så hvorfor bliver så mange mennesker ensomme? Jeg tror langt hen af vejen det hænger sammen med at miste modet. I første omgang modet til at løfte hovedet og se andre mennesker i øjnene, og derefter modet til at række ud efter hjælp. Og er det en skam at miste modet. Ja det er en skam, fordi det er ærgerligt for dig, og for de mennesker der går glip af dig, men det er ikke noget du skal skamme dig over. Som sagt, 600.000 mennesker i Danmark kæmper mod Ensomheden hver dag, så du er ikke alene om at føle dig alene.