Utryg tilknytning

Har du nogensinde følt dig bekymret eller usikker i dine nære relationer? Det kan være, at du oplever en form for utryg tilknytning. Utryg tilknytning handler om de følelsesmæssige bånd, vi opbygger med vores nærmeste, og hvordan de præger vores opfattelse af os selv og andre. Utryg tilknytning er altså et begreb, der bruges til at beskrive en usikker følelse i relationer. Det kan opstå fra tidlig barndom, hvor vores tilknytning til primære omsorgsgivere formes. Der er tre typer utryg tilknytning: undvigende, ængstelig og desorganiseret.

Undvigende tilknytning: Mennesker med undvigende tilknytning har ofte svært ved at stole på andre og holde sig tæt på dem. De kan føle, at de bliver kvalt eller begrænset, når nogen forsøger at komme for tæt på følelsesmæssigt. Dette kan resultere i en tendens til at undgå nære relationer og en frygt for at blive sårbare.

Ængstelig tilknytning: Personer med ængstelig tilknytning føler sig ofte usikre og bekymrede i relationer. De har brug for konstant bekræftelse og forsikring om, at de er elskede og værdifulde. De kan opleve jalousi og usikkerhed i forhold til deres partnere og har måske svært ved at give slip på kontrol.

Desorganiseret tilknytning: Desorganiseret tilknytning er en kombination af undvigende og ængstelig tilknytning. Mennesker med desorganiseret tilknytning har ofte oplevet traumatiske begivenheder og har derfor svært ved at skabe sunde og stabile relationer. De kan opleve humørsvingninger, impulsivitet og problemer med at opretholde grænser.

Utryg tilknytning kan have en række følelsesmæssige og mentale konsekvenser for mennesker. Det kan medføre lavt selvværd, at man har svært ved at føle sig forstået, problemer med intimitet og vanskeligheder med at regulere egne følelser. Det er vigtigt at huske på, at udviklingen af tilknytning er en dynamisk proces og kan ændres gennem terapi eller støttende relationer.

Terapi og Utryg tilknytning

En psykoterapeut kan hjælpe med utryg tilknytning ved at arbejde med klientens tidlige oplevelser og følelser, der kan have ført til en utryg tilknytningsstil. Her er nogle konkrete måder, hvorpå en psykoterapeut kan hjælpe:

Skabe trygge relationer: En terapeut kan tilbyde en tryg og støttende relation til klienten, som kan fungere som en modelforbindelse til en sikker tilknytning. Dette kan bidrage til at tilpasse klientens tiltro til andre og sig selv.

Udforske tidlige oplevelser: Terapeuten kan hjælpe klienten med at udforske tidlige oplevelser, der kan have bidraget til en utryg tilknytning. Dette kan indebære at udforske barndomsforhold, opdragelse og traumatiske oplevelser for at opnå en dybere forståelse af de underliggende årsager og virkninger af tilknytning.

Genopretning af tillid: Terapeuten kan hjælpe klienten med at genopbygge tilliden til sig selv og andre. Dette kan ske gennem arbejde med tillidsopbyggende øvelser, som fokuserer på at genoplive forbindelsen mellem krop og sind og øge selvomsorgen.

Ændre negative tankemønstre: Terapeuten kan arbejde med klienten for at identificere og udfordre negative tankemønstre, der kan bidrage til utryg tilknytning. Dette kan hjælpe klienten med at udvikle nye, sundere og mere realistiske perspektiver og måder at tænke på.

Træning i følelsesmæssig regulering: En terapeut kan hjælpe klienten med at udvikle følelsesmæssig reguleringsevne ved at lære teknikker til at identificere og regulere følelser på en sund måde. Dette kan styrke klientens evne til at håndtere stress og modstå impulser og reaktionsmønstre, der kan være skadelige for relationer.

Arbejde med aktuelle relationer: Terapeuten kan hjælpe klienten med at identificere mønstre og dynamikker i deres aktuelle relationer og give værktøjer til at ændre dem. Dette kan omfatte kommunikationsteknikker, grænseafklaring og forhandling af behov og ønsker i relationer.

Samlet set er terapi en proces, der giver klienten mulighed for at opnå dybere indsigt, heling og udvikling, hvilket kan hjælpe med at skabe mere sikre og trygge tilknytninger i fremtiden.

Advent – ventetid

Det er advent. Adventstid er ventetid. Vi venter på julen. Vi har forventninger til alt det, der skal ske, og de fleste af os glæder sig forhåbentlig. Det er en overskuelig ventetid. Men gad vide om du kender til det med at vente på noget, også i andre af livets forhold. Jeg tror sommetider vi kan komme til at vente på noget, som vi måske håber på vil ske, men vi ved ikke, om det er sådan det kommer til at gå. Det kan være vi venter på at en bestemt relation må blive bedre, måske venter vi på at drømmejobbet vil dukke op, eller at kærligheden vil indfinde sig. Alt sammen ting, som måske/måske ikke vil ske af sig selv. Jeg tænker på, om det er på tide at stoppe op og tage stilling til, om vi fortsat skal vente på at tingene bare sker, eller om det er tid til handling. Men hvad er det, der står i vejen? Hvorfor er det så svært aktivt at tage et skridt i den rigtige retning? Hvorfor bliver vi lullet ind i en venteposition, hvor vi bliver passive, og hvor der ikke er nogen dato for, hvornår ventetiden er ovre.

Måske skal din adventstid bruges på at overveje, om det er tid at gøre noget andet. At tage mere handling i dit eget liv. Det er det, som jeg i terapirummet kalder agenthed. Det betyder handlekraft, og er noget af det, jeg gerne vil hjælpe mine klienter med at få mere af. Om du kan klare det selv, eller om du ønsker hjælp til det, ved kun du. Mit ønske for din adventstid er blot, at du vil gøre dig selv den tjeneste at stoppe op, og mærke efter, om du venter på noget, som ikke behøvede at tage så lang tid. Livet er på en måde for kort til at vente alt for længe på noget, som måske aldrig sker.

Glædelig advent!

Frygt

Kender du til frygt? Måske kender du til frygten for at fejle, frygten for at blive til grin eller frygten for at blive afsløret. Blive afsløret i, at du ikke har styr på dit liv. Måske havde du en plan, men tingene går ikke, som du havde håbet, og nu er du nået til et sted, hvor du bare har lyst til at give op.

Det med frygt er på en måde irrationel. Det er noget du kan bilde sig ind, som muligvis slet ikke har hold i virkeligheden, men frygten får alligevel et hårdt tag i dig. Den får dig til at kravle i et hul. Gemme dig væk, så ingen kan se dig. Ingen må se smerten i dit ansigt. Du skjuler din hulken under dynen, og håber at du bare må forsvinde. Væk for altid.

Men sådan går det ikke. På et tidspunkt må du se Frygten i øjnene. Du må lære at forstå, at den ikke fører dig et godt sted hen. Den ødelægger tingene for dig. Den ødelægger relationer. Måske har Frygten været der mange gange, og det du plejer at gøre er at stikke halen imellem benene og flygte, fra det som er blevet for svært. Men det dur ikke. Du må begynde at fortælle en ny historie om dig selv. En historie om at finde modet frem, at række ud efter hjælp og forsøge at blive i det svære. Blive der og kæmpe lidt mere. Holde fast i håbet om at tingene kan blive bedre. Tro på, at nogle mennesker vil dig det godt.

Jeg ved ikke hvordan dit forhold til Frygten er. Men jeg håber, at hvis du ligesom jeg, ind i mellem bliver ramt, at du så vil række ud og finde håb og trøst i mennesker omkring dig.

Ensomhed

Jeg hørte for nyligt, at der i Danmark er 600.000 mennesker der føler sig ensomme. Det har fået mig til at spekulere over, hvad ensomheden udspringer af, og hvorfor det kan være så svært at finde vej ud af ensomheden igen. I den narrative tankegang vil man sige at vi ser os selv gennem andres øjne. Det betyder, at vi hele tiden er under påvirkning af vores omgivelser, og at vi hele tiden påvirker vores omgivelser. Vi kan ikke leve uden at blive set af andre, og det er måske ikke nok at blive ”set” med likes på diverse sociale medier. Vi har brug for ægte kærlige blikke fra andre, for at kunne have et kærligt blik på os selv. Men det kan være enormt svært at mobilisere kræfterne, eller selvtilliden til overhovedet at søge derhen, hvor fællesskabet er. Samtidig er der måske en skam forbundet med at indrømme at man er ensom, og det kan gøre det endnu sværere at række ud. Og så er vi fanget i den onde spiral.

Så hvorfor bliver så mange mennesker ensomme? Jeg tror langt hen af vejen det hænger sammen med at miste modet. I første omgang modet til at løfte hovedet og se andre mennesker i øjnene, og derefter modet til at række ud efter hjælp. Og er det en skam at miste modet. Ja det er en skam, fordi det er ærgerligt for dig, og for de mennesker der går glip af dig, men det er ikke noget du skal skamme dig over. Som sagt, 600.000 mennesker i Danmark kæmper mod Ensomheden hver dag, så du er ikke alene om at føle dig alene.