Advent – ventetid

Det er advent. Adventstid er ventetid. Vi venter på julen. Vi har forventninger til alt det, der skal ske, og de fleste af os glæder sig forhåbentlig. Det er en overskuelig ventetid. Men gad vide om du kender til det med at vente på noget, også i andre af livets forhold. Jeg tror sommetider vi kan komme til at vente på noget, som vi måske håber på vil ske, men vi ved ikke, om det er sådan det kommer til at gå. Det kan være vi venter på at en bestemt relation må blive bedre, måske venter vi på at drømmejobbet vil dukke op, eller at kærligheden vil indfinde sig. Alt sammen ting, som måske/måske ikke vil ske af sig selv. Jeg tænker på, om det er på tide at stoppe op og tage stilling til, om vi fortsat skal vente på at tingene bare sker, eller om det er tid til handling. Men hvad er det, der står i vejen? Hvorfor er det så svært aktivt at tage et skridt i den rigtige retning? Hvorfor bliver vi lullet ind i en venteposition, hvor vi bliver passive, og hvor der ikke er nogen dato for, hvornår ventetiden er ovre.

Måske skal din adventstid bruges på at overveje, om det er tid at gøre noget andet. At tage mere handling i dit eget liv. Det er det, som jeg i terapirummet kalder agenthed. Det betyder handlekraft, og er noget af det, jeg gerne vil hjælpe mine klienter med at få mere af. Om du kan klare det selv, eller om du ønsker hjælp til det, ved kun du. Mit ønske for din adventstid er blot, at du vil gøre dig selv den tjeneste at stoppe op, og mærke efter, om du venter på noget, som ikke behøvede at tage så lang tid. Livet er på en måde for kort til at vente alt for længe på noget, som måske aldrig sker.

Glædelig advent!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *